Forside

logo logo logo

 

TJENER FOR TO
★★★★★

At få komik til at leve på scenen er uhyre vanskeligt. På Nørrebro Teater faldt Robin in the Hood for nyligt til jorden med et brag, men på Betty Nansen Teater griner man, så tårerne triller. For på Betty Nansen Teater har man en ordenlig tekst som udgangspunkt, og det gør en stor forskel. Goldonis komedie hører blandt genrens mest slidstærke, og synes næsten at have en særlig relevans på et teater med to direktører.

Den vanvittige omplacering til 60ernes Køge lykkedes faktisk, og det skyldes ikke mindst et særdeles veloplagt hold. Linda P. har virkelig en direkte kontakt med publikum, som mange store skuespillere kan misunde hende. Iben Hjejle får et velkomment og velfortjent teater-comeback som den ene af cheferne, mens Mads M. Nielsen leverer storslået karakterkomik i mesterklassen som den anden. Læg dertil et både festligt og rørende ungt par spillet af Mette K. Madsen og Anders Juul, en velsyngende Ole Thestrup samt original musikledsagelse af Erik Nilsson og Stig Christensen, og man har et hit.

Musikalsk holder man sig ikke for stramt til perioden og det vil bl.a. sige, at man udover syrede nyfortolkninger af diverse
evergreens - i sin tid lanceret af Gitte Hænning, Otto Brandenburg, Dario og Elvis - også kan opleve dansktopslageren "Rør ved mig" i en opera-agtig udgave med Ole Thestrup, Per Pallesen og Mads M. Nielsen!

Alt synes med andre ord muligt i dette groteske univers, og Peter Langdal går linen ud i en virituos crazy-stil, der øjeblikkelig placerer TJENER FOR TO som en af sæsonens morsomste teateroplevelser.