★★★★☆☆
Erling Jepsen som dukketeater? Ja, hvorfor ikke. På Bådteatret har man både præsenteret King Lear og Grundtvig på den facon – med ganske spændende resultat. Man skal selvsagt ikke forvente familievenligt dukketeater a al Riddersalen, men derimod grumt dukketeater for voksne. Og dukkerne ER vildt uhyggelige, flere af dem ligner yderst uheldige krydsninger af Erling Jepsen og Rosemary’s Baby.
Nogen egentlig handling skal man ikke forvente den ca. time forestillingen varer, det synes nærmest at være groteske nedslag i det Jepsenske univers som vi kender det fra diverse teaterstykkerm, film og TV. Samt naturligvis radioteatret, som Emil Hansens bizarre og underfunding forestilling også sender en særlig hilsen til.
Scenografien forestiller en række togvogne, hvorfra diverse Jepsen-mutanter titter ud og ind takket være de hårdarbejdende dukkefører.
Lydsiden er en nydelse i sig selv. Dialogerne varetages bl.a. af efterhånden sjældne men savnede scenekunstnere som Jesper Langberg og Lene Tiemroth. Musikalsk har man undgået klicheerne og fundet en ødiøs blanding af musikstykker frem, der tilsammen bidrager til den besyndelige verden, hvorfra Erling Jepsen – og måske os alle sammen? – stammer fra.
M.O.J.N. er ligesom Erling Jepsen i bedste forstand en original. Og dermed må forestillingen jo siges at være vellykket.
