Forside

logo logo logo

 

 

50/50
★★★★★★

En ganske munter film om at få kræft? Tja, det er faktisk hvad instruktør Jonathan Levine formår at skabe med 50/50. Så hører man til dem, der fik kvalme af alt føleriet i Julia Roberts-filmen Dying Young, så er denne film klart at foretrække. Det skyldes ikke mindst en diskret og fin præstation fra Joseph Gordon-Lewitt, der synes at blive bedre for hver film, han laver.

Manuskriptet er ganske velfungerende, selvom man undrer sig noget over, at moderen (et glædeligt gensyn med Anjelica Huston) ikke spørger om, hvilken form for kræft sønnen har fået, da han endelig beslutter sig for at fortælle hende, at han er syg.

Seth Rogen, Anna Kendrick og Bryce Dallas Howard (aktuel i endnu en bitch-rolle i Niceville) forekommer alle velplacerede som mennesker, der på mere eller mindre vellykket vis forsøger at håndtere den unge mands kræftsygdom.