Forside

logo logo logo

 

MARINA ABRAMOVIC: THE ARTIST IS PRESENT
★★★★★

Den karismatiske perfomance-kunstner Marina Abramovic nøjes ikke med at udstille sin kunst, men indgår selv i den. Oftest i radikale møder med publikum, der kan finde på hvad som helst i det offenligt rum.

Filmen tager udgangspunkt i Abramovics udstilling på Museum of Modern Art i New York, hvor hun selv sidder på en stol i hele udstillingsperioden med en stol foran sig, hvor publikum på skift sidder ansigt til ansigt med hende, mens hun forholder sig i ro. "The Artist Is Present" bliver en kulturbegivenhed, der får publikum i tusindtal til at stå i kø (blandt dem den i forevejen grænsesøgende skuespiller og instruktør James Franco) og som giver Marina Abramovic en næsten religiøs status. Langt om længe føler hun sig accepteret efter år i den kunstneriske undergrund.

Filmens instruktør og fotograf Matthew Akers opfører sig respektfuldt over for Abramovic, der også selv får lov til at redegøre for sin kunstneriske overvejelser. Man kunne have ønsket, at filmen i sit billedsprog havde været lige så grænsebrydende og uforudsigelig som den kvinde, den portrætterer, det ekstreme ligger primært i Marina selv. Men hun fremstår bestemt også som et usædvanligt interessant menneske, der i den grad synes at være en billetpris værd.