THE CITY

★★★★★☆

På Bådteatret er der p.t. mulighed for at stifte bekendtskab med Martin Crimp, en af tidens mest spændende britiske
dramatikere – på originalsproget. Café Teatrets opsætning af hans skuespil "Ansigtet mod væggen" såvel som hans royale udgave af Tjekhovs "Mågen" fik Reumert-opmærksomhed, og "The City" fremstår faktisk som det hidtil mest spændende arbejde, vi har set fra hans hånd herhjemme.

Efter at Chris har mistet sit job, er hans kone Clair gledet mere ind i sin egen verden, der bl.a. omfatter forfatteren
Mohammed og den søvnløse sygeplejerske, Jenny. Vi oplever fragmenter af deres samliv, og bliver stadig mere urolige på deres og egne vegne, for afspejler deres rådvildhed og underliggende tristesse i virkeligheden den almene depression og aggressivitet, som præger livet i storbyerne idag?

Barry McKenna formår på intelligent vis at formidle tekstens dobbeltydigheder til os, så vores fascination øges scene for
scene. Sue Hansen-Styles leverer en begavet indsats som fruen og en næsten ukendelig Andrew Jeffers viser, at han bestemt kan andet end at være det festlige midtpunkt i de evindelige Crazy Christmas cabareter. Helt formidabel fremstår Vanessa Poole som sygeplejersken, på een gang grotesk morsom og vanvittig uhyggelig i sit insomnia-helvede.

Med THE CITY tegner WHY NOT THEATRE sig for endnu en succes – som tilmed virker uhyre relevant.