Forside

logo logo logo

 

MED LOV SKAL MAN LAND TYGGE
★★★★★

På Københavns Musikteater synes man for alvor at have fundet melodien og kan p.t. præsentere en ganske forrygende lille forestilling med titlen MED LOV SKAL MAN LAND TYGGE. Forestillingen er produceret af Teater Fantast, der består af Ditte Ylva Olsen og Stine Q. Pagh, der begge står i front på scenen.

Forestillingen er både satire over det lovstyrede samfund, vi
lever i, og en særdeles musikalsk revy. Kenneth Thordal har skrevet den pirrende musik, og spiller den selv på diverse instrumenter sammen med Henrik Sundh, ligesom de har biroller i forestillingen. Om det skyldes travlhed, at man især
i starten har problemer med at forstå hvert et ord, Thordal
synger eller om det er mikrofonen, der driller, vides
ikke, men teknisk set bliver det i al fald forestillingens eneste
minus.

For ellers fungerer MED LOV SKAL MAN LAND TYGGE upåklageligt i Frede Gulbrandsens opfindsomme instruktion, der formår at udnytte Johan Kølkjærs ganske raffinerede scenografi maksimalt.

Både Stine Q. Pagh og Ditte Ylva Olsen gør det storartet. Hos disse seje kvinder finder man engagement, vid,
intelligens og musikalitet.

Tekstniveauet ligger højt, og leveres bl.a. af dramatikerne
Kasper Hoff og Mei Oulund Ipsen. Selv i de svagere passager fremstår teksterne aldrig mindre end ambitiøse.

Vi præsenteres for et væld af karakterer, hvis samfundsbillede dikteres af love - de skrevne såvel som de uskrevne: Andelsforeningens forbitrede kørestolsbruger, den
selvtilstrækkelige taleholderske ved venindens 45 års fødselsdag, og de to shoppere, der sværger til bomuld lavet af fritgående børn.

Et højdepunkt er også quizzen, hvor der bl.a. skal gættes på eksisterende love i andre dele af verden, og hvor man bl.a. lærer, at i Californien har kvinder forbud mod at falde i
søvn med en føntørrer i hånden.

Man aner allerede omridset af en ny TV2 quiz MED LOV SKAL MAN LANDE TYGGE hører afgjort blandt sæsonens
kvikkeste og mest musikalske overraskelser, ca. 80 minutters
begavet underholdning.