SARAH

★★★★★★

Sarah Bernhardt er ikke kun navnet på en ualmindelig lækker kage, men også på en af fransk kulturlivs største
skuespillerinder, hvis farverige liv danner grundlaget for et erindringsdrama af John Murrell.

I Danmark opnåede Bodil Kjer i midten af 80erne en Jeppe-pris for sin formidable indsats som Sarah (dengang hed stykket "Memoir") overfor Ebbe Rode, og også Berthe Quistgaard havde en personlig succes i samme tekst overfor Erik Mørk under titlen "Sarah! – og hummerens skrig".

Så selvfølgelig skal Ghita Nørby også prøve kræfter med denne pragtrolle, og hun er ganske enkelt overrumplende god. Ghitas Sarah er mere moderne end vi før har set rollen, måske en anelse for moderne i kostumet? Men Ghitas Sarah er også et tidløst grotesk livsstykke, en storslået madamme, der har lune samtidig med at hun ved, at hun skal dø.

Træbenet virker nedtonet i forhold til tidligere opsætninger, men teksten synes også forkortet en del. Det gør dog ikke den store skade, for forestillingen består af et kaos af minder, som den mandeædende Sarah udspiller sammen med en noget uvilig tjener. Han spilles af en overraskende afdæmpet Preben Kristensen, der giver sin karakter en diskret værdighed, som både han og rollen har glæde af.

Instruktøren Bente Kongsbøl var ikke på scenen ved premieren, hvilket forekom urimeligt, for også hun må have bidraget til forestillingens skønhed i lighed med Birgitte Melletins lyriske scenografi: En teaterbalkon – men med ægte havudsigt.

Med Henning Jensen og Jens Albinus’ solistpræstationer på henholdsvis Det Kongelige Teater og Aveny-T, og nu Ghita Nørby og Preben Kristensen i storform på Folketeatret har skuespillerne – altså de store – for alvor generobret teaterscenerne i København.