SOLAR MAMAS

★★★★☆☆

Månedens dokumentarfilm i Cinemateket, den knapt en time lange SOLAR MAMAS, fokuserer på een kvindes kamp for at ændre levevilkårerne for sin familie i Jordan. Rafea får nemlig mulighed for at drage til Indien i et halvt år for at lære, hvordan man udnytter solens energi til fordel for landsbyens beboere. Men modstanden fra hendes mand og savnet af de mange børn får hende næsten til at opgive.

Da SOLAR MAMAS er en opbyggelig film, og desværre en anelse for tydelig i sin politiske agenda, lykkedes det selvfølgelig ikke for manden at knække hende, og hun bliver som den første istand til at tilføre sin lille landsby solenergi.

SOLAR MAMAS formår dog trods den forudsigelige historie at bevæge os og giver samtidig et vist indblik i, hvilke problemer man forsat står overfor i forbindelse med udviklingen i de fattige lande. SOLAR MAMAS viser os nemlig, at spørgsmål om uddannelse, kønsroller og fattigdom i det mindste kan besvares, hvis ressourcerne – og viljen – er til stede.