Forside

logo logo logo

 

EFTER REVOLUTIONEN
★★★★★

Olivier Assayas har aldrig været en mand, der fattede sig i korthed. Tænk bare på den endeløse saga om gangsteren "Carlos". Denne gang nøjes instruktøren med en film på lidt over to timer, hvilket dog synes rigeligt i betragtning af, at det er et værk næsten blottet for fremdrift. Manuskriptprisen på filmfestivalen i Venedig forekommer derfor en smule malplaceret.

Men Assayas bør roses for at etablere et troværdigt tidsbillede af Frankrig anno 1971. Vi følger en gruppe unge rebeller, der gennemfører politisk motiverede aktioner samtidig med, at der elskes lidt til alle sider og indtages stoffer. Jo, vi har været der før, men det skal siges til Assayas fordel, at han er loyal overfor tiden og miljøet.

Det er som om emnet har styret æstetikken, idet alle personer og synspunkter forekommer lige relevante. Men netop det defuse ved tiden og filmen, gør den også bandsat irriterende.

Man har sådan lyst til at bede disse tågehorn om at holde kæft i deres evindelige debatter, der kun fortæller os hvorfor der aldrig kom en ny revolution i forlængelse af ungdomsoprøret. For som filmen på udmærket vis skildrer til slut, så var der aldrig tale om et bevidst nej til revolutionen, men snarere det forhold, at de unge, der havde startet oprøret, blev ældre og gradvist fik andre prioriteter.

Måske var tabet af de store idealer slet ikke det værste, der hændte dengang; Det var snarere tabet af de mennesker, der for vild undervejs i det stofmisbrug, som de store tænkere søgte at retfærdiggøre.