ANKOMST/JOHNNY

★★☆☆☆☆

Monologer stiller ikke bare store krav til de pågældende skuespillere, men også til publikums koncentration.På Nyhavns-teatret Får 302 får man hele to monologer kun afbrudt af en lille pause, og derved skyder man sig desværre i foden.

For de to tekster, "Johnny" af Kate Pandry og "Ankomst" af og med Rebekka Owe, har primært værdi som reklamesøjler for de to skuespillerinder. Og når den samlede spilletid på premiereaftenen når op på over to en halv time, så er det simpelthen for meget. Publikum flytter sig utilpasse i sæderne og med temperaturer som i en stenovn bliver der også viftet febrilsk undervejs.

Men man registrerer dog, at Christina Sønderris er et lovende nyt navn, snarere end en fuld færdig skuespillerinde. Hun har fået lagt en glimrende maske – bortset fra de kridhvide tænder – og illuderer et langt stykke af vejen som den provokerende feminist-fjentlige Johnny. Som så mange unge skuespillere overbruger hun sine virkemidler undervejs (klakke med tænder, smile bredt, blinke skælmsk med det ene øje) og virke en smule bange for publikum. Det sidste forstår man så godt, for sjældent har
man oplevet så grove fornærmelser rettet direkte mod enkelte publikummer. Men Christina Sønderris vover, og har i sidste ende ære af forestillingen.

Efter pausen gør Rebekka Owe smukt rede for en mandeglad piges triste deroute. Man bliver mindet om, hvor urimelig overset en skuespiller Rebekka Owe er, men hun havde gjort sig selv en tjeneste hvis hun havde strammet teksten op til at vare små tre kvarter. En lang indledning hvor hun bare kigger ned i mobilen, truer med at hægte publikum helt af, men hun formår dog at indfange dem igen med sin kønne stemme.

Det er urimeligt mod begge skuespillerinder, at de på denne måde skal dyste om publikum, og det forekommer mere
hensigtmæssigt, hvis de skiftedes til at spille een monolog pr. aften. Så kan stjerneregnen slet ikke undgå at blive højere.