Forside

logo logo logo

 

JEG TALER TIL JER
★★★

Jørgen Leth har tilsyneladende stadig fri adgang til de offentlige støttemidler pga en række interessante film i 70erne. Det er der sådan set ingen grund til mere, hvilket han understreger med mere end ønskelig tydelighed i en intetsigende dokumentarfilm med titlen JEG TALER TIL JER.

Den portrætterede kunstner, John Kørner, virker ellers både sympatisk og begavet, men vi kommer aldrig ind under huden på Kørner og hans kunst. Istedet får vi flere dødsyge samtaler om kunstnerens billeder - naturligvis med instruktøren selv i billedet. Leth bidrager med lidet indsigtsfulde betragtninger som "det er godt" og man forstår sandelig hvorfor Kørner til sidst spørger Leth, om "han er med". For det kommer man for alvor i tvivl om undervejs.

Det er helt i orden at være fascineret af en kunstner og en kunst uden at kunne formidle hvorfor, men behøver man at lave en film om det ? Der er så mange mere påtrængende projekter, man kunne have brugt tid og penge på end dette ligegyldige værk, der slet ikke yder den portrætterede maler fuld retfærdighed. En hvilken som helst note i et kunstkatalog vil i al fald kunne tilbyde større indsigt og fysisk fornemmelse for den kunst, vi her har med at gøre, end dette flop.