Forside

logo logo logo

 

PARADIS: KÆRLIGHED
★★★★★

Ulrich Seidel fik sit verdensgennembrud med den grænsesøgende "Hundedage" efterfulgt af et par mindre væsentlige værker.

Men med trilogien PARADIS: TRo, HÅB OG KÆRLIGHED er han tilbage i storform. Ligesom landsmanden Mikael Haneke tilhører de uforsonlige filmskabere, der går linen ud for at fortælle den historie, der skal fortælles. Og ligesom AMOUR blev sidste års helt store filmoplevelse, så er PARADIS-trilogien et særdeles godt bud på dette års betydeligste film-begivenhed.

Filmen præsenteres i Danmark i deres kronologiske rækkefølge som er KÆRLIGHED, TRO og HÅB. Selvom trilogien oprindeligt var planlagt til at være een spillefilm
på 5½ time, så virker beslutningen om at udsende tre forskellige film relativt tæt på hinanden, som en klog beslutning.

For de tre historier kan sagtens opleves seperat, selvom de har samme udgangspunkt: En overvægtig moder og hendes ligeså overvægtige datter afleverer deres kat i pleje hos en religiøs dame i et nobelt østrigsforstadskvarter. Hver af de tre film følger nu helholdsvis moderen, datteren og den ældre kvinde - og hver historie afspejler på uhyggelige vis omdrejningspunkterne i deres liv: KÆRLIGHED, TRO og HÅB.

I den første film KÆRLIGHED rejser vi med moderen til Kenya, hvor hun i lighed med sin veninde kaster sig ud i eventyr med de unge lokale mænd. Seidel har et ubønhørligt blik for de ubehagelige økonomisk betingede kulturforskelle, der stadig lever i bedste velgående i relationerne mellem Afrika og Europa. Og når han udstiller den afrikanske turistfælde ved at lade hotellets ansatte modtage gæsterne med "Hakuna Matata" (en sang, der i den vestlige verden uløseligt forbudet med Disney-klassikeren "Løverenes Konge"), så siger det i grunden mere om europæerne end om afrikanerne.

Charlotte Ramplin-filmen "Vers La Sud" gav et kønnere portræt af mødet mellem den ældre kvinde og den yngre mand under Afrikas sol, men Seidel er også ude i et større erinde. I PARADIS: KÆRLIGHED synes kærligheden næsten dødsdømt på forhånd. Ikke så meget på grund af alder, men primært fordi de økonomiske betingede vilkår mellem disse to mennesker umuliggør et lige forhold.