Forside

logo logo logo

 

SUNSET BOULEVARD
★★★★★★

Uanset hvor mange gange man har set Billy Wilders dramatiske hovedværk SUNSET BOULEVARD, bør man se den igen.

Den kulsorte sarkasme i denne Hollywood-skildring skinner igennem i hvert et billede, og det er næppe tilfældigt, at filmen fortælles af et lig.

Den fuldstændig gloriøse Gloria Swanson skaber her en af filmhistoriens mest uforglemmelige kvindeskikkelser: Den vanvittige og alligevel dybt menneskelige Norma, der i den filmbaserede Broadway-musical af samme navn fik liv af Glenn Close.

Man bør dog ikke underkende William Holdens indsats i filmens mandlige hovedrolle, en både begavet og følsom præstation, der banede vejen for Oscar-triumfen i "Bag pigtråd i Stalag 17", en anden og mindre væsentlig Wilder-film.

Den kontrovercielle filminstruktør Erich Von Stroheim viste her såvel som i Jean Renoirs "Den store illusion", at han også var i stand til at yde diskret filmskuespil.

SUNSET BOULEVARDS raffinementer bør nydes på det store lærred, så gak fluks til Cinemateket i Gothersgade og nyd filmkunstens ypperste close-up.