Forside

logo logo logo

 

OPSANG
★★★★

Mungo Parks succes-show OPSANG gæstespiller på Husets Teater som en del af festivalen CPH:STAGE. Den ungdommelige tone og musik forvaltes af en veloplagt trio, der alle har lagt puberteten bag sig, men alligevel er kapable i at spide de store børn.

Hvis der er noget, som kan få voksne mennesker til at se rødt, så er det forkælede selvoptagede teenagere, så hvorfor ikke lave en ungdomsforestilling, der for en gang skyld IKKE lefler for de unge, men konfronterer dem med alle deres fejl. Vel at mærke med humor og selvironi for hvor har de unge mon fået alle disse dårlige egenskaber fra ?

Benjamin Kitter afslutter en flot sæson med en række festlige karakterer. Fra den støjende dreng, der tilmed forstyrrer
publikum, til et par ømme blondine-portrætter. Og Christine Albeck Børge er som altid knivskarp - hvadenten hun agerer
gavflab med munddiaré eller apatisk yngling. Jonas Munck Hansen står primært for musikken - en fiks modsætning af rap og kvalitetsjazz - men er også leveringsdygtig i en præcis indisk accent.

Hele herligheden tager blot fem kvarter, og forekommer særdeles velegnet som skoleforestilling, fordi instruktøren Heinrich Christensens løftede pegefingre også peger på dig.