Forside

logo logo logo

 

NOLDE
★★★★★

Et af de ubestridte højdepunkter på CPH STAGE blev Thy Teaters fornemme lille forestilling om maleren NOLDE, der
gæstespillede på Hippodromen efter nogle få dage på Teater V tidligere på sæsonen.

Stykket viser sig at være blandt dramatikeren Line Mørkebys bedste, og hun får formidabel hjælp af iscenesætteren Rasmus Ask, hvis evne til at skabe et poetisk univers ikke skygger for et utal af fine detaljer.

Mie Riis raffinerede billedramme udnyttes optimalt til at understrege kunstnerens sindstilstand, for hvordan kan han få ro til at male, når han konstant belejres af andre mennesker ?

Hele holdet fungerer glimrende anført af den unge Søren Bang Jensen. I første akten lige lovlig ivrig efter at få alle
nuancer med, men i anden akten får han for alvor mulighed for at spille afdæmpet, og viser her, at der er bund i talentet.

Også pigerne Christina Bech og Sara Line Møller Olsen bidrager kønt til forestillingen, mens Lars Topp Thomsen tilfører forestillingen en ret vidunderlig sproglig autencitet - både med og uden skæg.

Forestillingens pause virker en smule umotiveret, men har sikkert glædet diverse teaterforeninger, selvom man burde kunne holde sig i sædet i halvanden time uden en forfriskning. Især når niveauet er så højt som i NOLDE.