FRUENTIMMERSKOLEN

★★★★★☆

De nyudklækkede studenter gør hvad de kan for at overdøve aktørerne i Odd Fellow Palæets Have. Men Molières Agnès lader sig ikke sådan kue, og da slet ikke, når hun spilles af Johanne Louise Schmidt. Det var her på Grønnegårds Teatret, at Johanne Louise Schmidt viste, at hun hørte til sin generations mest lovende nye navne for få sæsoner siden. Nu eksploderer hun som fuld færdig komedienne, parat til at håndtere verdensdramatikkens store opgaver. Underfundigt og vittigt gør hun rede for den udvikling, Agnès gennemgår – fra naiv og overbeskyttet dukke til klarsynet og livsbegærlig kvinde.

Et liv med Arnolph synes nu ikke helt ulideligt, når han ligner Olaf Johannessen, der heldigvis spiller så knivskarpt,
elegant og spydigt, så vi alligevel kommer til at tro på denne hustyran. Helle Dolleris og Jacob Weble virker velplacerede
som tjenestefolkene, og rollen som Arnolphes ven klæder Morten Hauch-Fausbøll. Som den unge Horace bemærker man med glæde Peter Zandersen, og faktisk træder kun Anders Hove forkert i forhold til stilarten med grotesk overspil, der skæmmer de raffinerede vers.

Michael Moritzen har en festlig dobbeltrolle som notar og Chrysaldes svoger, og får tårerne til at trille, når han med
perfekt dansk-amerikansk accent parodierer instruktøren Rhea Leman – indenfor de forsvarlige Molíèreske rammer vel at mærke.

Man kunne godt have ønsket, at Madeleine Røn Juul havde tilført sin iscenesættelse lidt mere spræl af samme type, men at der er tale om en begavet og gennemarbejdet læsning af Molières mesterværk, tvivler vi ikke på – også takket være Jesper Kjærs oversættelse.