FARINELLI

★★★★★★

I Tivolis koncertsal kunne man atter engang nyde et stort men sjældent spillet værk udsat for kor, orkester og solister.

Sidste år triumferede man med "Perlefiskerne" og denne gang havde man kastet sig over den danske operette FARINELLI. Og man må da håbe, at der var repræsentanter for Det Ny Teater og Den Kongelige Opera til stede i den fyldte sal, for hvis denne aften viste noget, så var det, at Emil Reesens musik holder.

Sangene i FARINELLI smyger sig som silke i øregangene og den vanvittige handling med pirater, spansk revolution og nonne på afveje virker lige præcis så skør, at den har en chance idag. Det blev serveret fra scenen med vanlig elegance og en ikke ubetydelig humoristisk sans.

Såvel universitetskoret Lille Muko som Tivolis Symfoni-orkester boblede af humør trods de høje temperaturer, hvilket bl.a. bør tilskrives den unge dirigent Jesper Nordin. Men også solisterne anført af en lyrisk Adam Frandsen virkede som om, at de havde det sjovt, hvilket smittede af på publikum. Det stående bifald blev fulgt af så mange bravo-råb, så man tror på mulighederne for en rigtig opsætning i de kommende år.