WON’T BACK DOWN

★★★★☆☆

Ugens premierefilm domineres alle af stærke kvindelige præstationer, og det gælder også WON’T BACK DOWN.

Her møder vi to enlige mødre spillet af Viola Davis (Niceville/The Help) og Maggie Gyllenhaal (Crazy Heart), der begge er disillusionerede over den skole, de henholdsvis underviser på og får undervist deres barn på. De bliver derfor enige om at starte en ny skole, og den over to timer lange film viser deres kamp for forandring.

Projektet kan synes rigeligt Oprah Winfrey-agtigt i sit valg af stof, men behandles intelligent, og disse kvinder fremstår heldigvis ikke fejlfri. En god sag skaber ikke nødvendigvis en god film, men det bør på den anden side heller ikke komme filmen til skade, at den faktisk vælger at beskæftige sig med et relevant emne.

Selvom det amerikanske skolesystem tydeligvis virker anderledes end det danske, kan man stadig relatere til problematikkerne, og det virker helt forfriskende, at man tør beskæftige sig med en hellig ko som de forældede fagforeninger, der også i USA til tider spænder ben for sund fornuft. Holly Hunter giver en af disse fagforeningskvinder et menneskeligt ansigt, og bliver dermed filmens eneste overraskelse.

WON’T BACK DOWN har nemlig et problem, og det er, at den er ret forudsigelig. Men kan man leve med det, er det slet ikke umuligt, at man til slut forlader biografen med inspiration og energi til at forandre verden i al fald en lille smule.