Forside

logo logo logo

 

ZULU COMEDY GALLA 2013
★★★★

Den royale opera på Holmen dannede igen i år en festlig ramme om Zulu Comedy Gallaen, der denne gang havde en toptunet Sidse Babett Knudsen som vært. Hendes materiale var knapt så skarpt som den tidligere vært Nikolai Lie Kaas', men selv når Zulu-teknikken drillede - og det skete lige rigeligt, holdt hun fanen højt. Ingen kan som Sidse Babett Knudsen lave udenlandske accenter, så de sidder lige i skabet - det skulle da lige være Meryl Streep! Knudsen leverede også en festlig parodi på et madprogram og gav en overrumplende udgave af Queen's glasnummer "Bohemian Rhapsody" i den skønne opulente finale.

Rune Klan og Amin Jensen overraskede med at kysse på scenen - dog ikke hinanden! Erik Clausen forsøgte sig med en mere moderne form for stand-up komik og slap faktisk nogenlunde hæderligt fra det. Mere tvivlsomt var indslaget fra Bellevue Teatrets kommende forestilling, der ellers talte navne som Paprika Steen, Peter Frödin og Anders W. Berthelsen, men der er heldigvis lang tid til premieren.

Helt ud i skoven var kun den norske DJ Dan Mark, her kunne man næsten høre tæerne i hele salen krumme sig. Showets øvrige internationale islæt bestod i interviews med Eddie Izzard og Michael Palin, samt en optræden af den kanadiske komiker Phil Nichols.

Årets komiker blev atter engang Anders Matthesen, og det kunne man ikke tillade sig at protestere over, for Matthesen har i det forløbne år turneret med sit Reumert-nominerede one man-show ANDEN, der blev belønnet med topkarakter (6 stjerner) af cphculture.dk

Konkurrenten Tobias Dybvad gjorde hvad han kunne for at sælge billetter til sit nye show, mens sidste års vinder af talentprisen Rasmus Olsen slap nogenlunde helskindet igennem sin monolog. Årets talent anno 2013 blev Anders Graog tre nye unge navne indikerede, at dansk humor nok skal klare sig på sigt.