Forside

logo logo logo

 

DEN STORE SKØNHED
★★★★★

Den italienske instruktør Paolo Sorrentino er tilbage i sit hjemland efter den relativt skuffende Sean Penn-film. "This Must Be The Place", og gudskelov for det. For Sorrentino synes at have et særlig blik for den politiske og religiøse dårskab i vor tids Italien.

DEN STORE SKØNHED deltog i konkurrencen i Cannes, men blev i følge flere danske medier helt urimeligt forbigået af juryen. Noget formfuldendt mesterværk er filmen dog ikke, men vel nok Sorrentinos mest ambitiøse arbejde til dato.

Inspirationen er tydeligvis hentet fra Federico Fellinis Guldpalme-vinder "Det Søde Liv" (La Dolce Vita), der ligledes bruger en flagrende og fabulerende visuel stil til at skabe et kritisk portræt af det moderneItalien.

Men hvor Federico Fellini var forud for sin tid, så virker Sorrentinos værk en anelse gammeldags - og er i al fald ikke et værk, der peger fremad, sådan som en potentiel palmevinder bør. "Det Søde Liv" var trods den tilsyneladende løse struktur stramt komponeret, hvorimod DEN STORE SKØNHED ikke nødvendigvis behøvede at vare næsten to en halv time.

Toni Servillo bærer hovedrollen med naturlig værdighed, men hans grædescener virker ikke helt overbevisende, hvilket der naturligvis kan være en pointe i, eftersom han spiller en overfladisk mand, der ikke længere kan mærke livet.

Når vi alligevel tryllebindes skyldes det bl.a. Sorrentinos tekniske mesterskab og han får formidabel hjælp på musiksiden af Lele Marchitelli, der uden at ryste på hånden blander popsange med mere religiøse toner. Den dekadente italienske overklasse danser trøstesløst til "There must be an Angel", og først til sidst får de og vi et svar. Det kan nemlig godt betale sig at blive siddende til alle rulleteksterne er forbi, og den afsluttende kameratur rummer netop elementer af DEN STORE SKØNHED, som vi alle længes imod.