★★☆☆☆☆
Anden omgang af de nye smølfefilm fremstår som en lidt anstrengt affære. Paris danner ganske vist en smuk ramme, og diverse lokale turistattraktioner benyttes ivrigt til at vise 3D-effekternes fortræffeligheder.
Men for meget af handlingen omhandler skurken Gargamel, som dog heldigvis har en skæg kat, som de yngste blandt publikum elsker. De ældre kan primært glæde sig over Henrik Kofoeds efterhånden legendariske paraodi på Jørgen Reenberg – her kaldet Pynte-Smølf.
Også skuespillerinden og modeikonet Audrey Hepburn refereres der til via en fiktiv kvinde, der kaldes "Madame Doolittle", Hepburns efternavn i musicalen "My Fair Lady". Iført et kostume inspireret af Hepburn-filmen "Pigen Holly", meddeles det, at morgenmaden blev indtaget på Tiffany’s jvnf. originaltitlen "Breakfast at Tiffany’s".
En let vulgariseret Smølfine kan fejre fødselsdag og træder i den anledning endelig i forgrunden, da hendes fortid indhenter hende og hun lokkes til at afgive en hemmelig formel. Blandt de levende mennesker kæmper TV-stjernen Neil Patrick Harris og den britiske karakterskuespiller Brendan Gleeson med at give absurditeterne mening, og det kan ikke have været nemt.
For instruktøren Raja Gosnell formår aldrig rigtig at få os til at glemme, at SMØLFERNE 2 er og bliver et spekulationsprojekt.
