★★★☆☆☆
Den engelsksprogede genindspilning af Stieg Larssons bestseller er teknisk set på højde med den nordiske udgave. Men det ændrer desværre ikke ved, at der er tale om en unødvendig genindspilning. Baggrunden for at lave en engelsksproget udgave forekommer udelukkende at være kommerciel, og en flot creditsekvens er ikke nok til at overbevise om vigtigheden af at fortælle denne historie een gang til – efter så relativ kort tid.
Skal man kunne retfærdiggøre en sådan genindspilning, bør man ikke blot stille økonomiske krav til filmen, men også kunstneriske. Og hvor dygtigt og dynamisk David Fincher end løser opgaven, så savner man en ny fortolkning. Måske fordi historien mangler flerdimentionelle aspekter? William Shakespeare, Jane Austen, Tennessee Williams og Anton Tjekhov var forfattere, hvis værker rummede så mange lag, at man stadig oplever spændende nyfortolkninger. Men Stieg Larssons fortællinger ejer altså ikke litterære hemmeligheder på det niveau – trods en god portion vold og et signifikant feministisk touch – og derfor indtræder kedsomheden hurtigt.
De konstruerede svenske navne lyder desuden sært i munden på de engelsksprogede skuespillere, der tilmed taler med vidt forskellige grader af svenske accenter. Daniel Craig er ikke videre inspirerende i hovedrollen og Robin Wright Penn forekommer direkte ligegyldig som hans veninde. Rooney Mara gør større indtryk i titelrollen, uden dog at nå op på Noomi Rapaces niveau. Blandt birolleskuespillerne genser man med glæde Joely Richardson, Geraldine James og ikke mindst Christopher Plummer. Sidstnævnte er fortjent favorit til det kommende års birolle-Oscar for filmen "Beginners", og hans indsats i THE GIRL WITH THE DRAGON TATTOO bør kun styrke kandidaturen, selvom Sven-Bertil Taube faktisk var endnu bedre i Niels Arden Oplevs filmudgave. Som stadig er den bedste filmatisering af en Stieg Larsson-roman.
