Forside

logo logo logo

 

JEG SYNES JEG KAN MÆRKE MIT HJERTE ET STED
★★★★

Det er sjældent, at man oplever en teaterforestilling, man ville ønske, varede længere, men sådan har man det med JEG SYNES JEG KAN MÆRKE MIT HJERTE ET STED, der med sine tre kvarter i al fald ikke er for lang. For man hygger sig gevaldigt i Susan A. Olsen og Julie Carlsens selskab, når de fortolker sange af Peter A.G. Nielsen og Steffen Brandt krydret med lidt livsvisdom fra Benny Andersen.

Susan A. Olsen og Julie Carlsen er ikke blot to superseje madammer, men også to særdeles kapable skuespillerinder med både humoren og poesien i behold.

De bakkes fortrinligt op - sangligt såvel som instrumentalt - af Peter Bom, der også har stået for de nye musikalske arrangementer. Sammen får de formidlet en stilfærdig varme og glæde, som også gjorde indtryk på Reumert-komiteen og udløste en af de eftertragtede nomineringer.

JEG SYNES JEG KAN MÆRKE MIT HJERTE ET STED har mere sjæl end mange af de mere opreklamerede teaterkoncerter, der spiller i København p.t., og så får den os til at mærke efter om hjertet nu også er på rette sted.