Forside

logo logo logo

 

ELINS FEST
★★★★

Der er dømt kuk-kuk faldera på Bellevue Teatret efter at
Paprika Steen, Anders W. Berthelsen og Peter Frödin har
indtaget scenen. De har selv stået for teksterne i samarbejde med Line Knutzon og hendes galskab fornægter sig heller ikke her.

Et par enorme brusetabletter i et gigantisk glas vand og så kan festen begynde. Titelnummeret er der ikke meget ved, men snart præsenteres vi for en ret syret parodi på diverse danske krimi-serier. Paprika Steens retsmediciner/journalist fremstår som et klon af de kvindelige hovedkarakterer i Forbrydelsen, Rejseholdet, Anna Pihl, Dicte og Broen. Og Peter Frödin er forrygende utroværdig som lovens lange arm, der i den grad kan slå i bordet. Som åndemaner med
pivstemme er Anders W. Berthelsen ligeledes ubetalelig.

Vi får skræmmende eksempler på nye familiemusicals af "Bastian" bl.a. "Goggeren fra Notre Dame" og et par medrivende sangnumre med oprørende tekster. Selvom en
instruktør formodentlig ville have klippet og skåret en del i
forestillingen, er en del af dens karisma, at den flagrer lidt.

Nogle numre er ultrakorte og andre endeløse bl.a. den
langstrakte Wolfman-episode i anden akt. Men ELINS FEST er et skørt show, der vover noget nyt og som afslører tidens dårskaber med forførende (van-)vid.

Anders W. Berthelsen og Paprika Steen får lov at vise hvor sjove skuespillere, de faktisk kan være. Men Peter Frödin er komikeren, og en af vores største. I forhold til sit enestående talent og sin sublime sangstemme er det besynderligt, så få roller denne mand har. Så meget desto mere grund er der til at nyde ham i ELINS FEST.