DEN MYSTISKE SAG OM HUNDEN I NATTEN

★★★★★☆

Kamilla Bach Mortensen viste i sidste sæson, at hun mestrede både det nænsomme og det dynamiske med forestillingerne "I al stilhed" og "Ondt blod". Disse kvaliteter genkender man også på Betty Nansen Teatret, hvor det prisbelønnede engelske skuespil DEN MYSTISKE SAG OM HUNDEN I NATTEN netop har haft premiere.

Thure Lindhardt er fuldkommen overbevisende som den autistiske dreng, der leger amatør-detektiv og gør opdagelser, som kommer til at forandre hans liv for altid. Lindhardt har tidligere haft lejlighed til at spille en lignende rolle i gennembrudsfilmen "Her i nærheden", men denne gang får han mulighed for at gå endnu længere og dybere. Her er en detaljerigdom, der øjeblikkeligt placerer Thure Lindhardt som favorit til diverse teaterpriser.

Stine Stengade er på alle måder yndig som hans mor og som hans far bekræfter Henrik Lykkegaard indtrykket fra "Søstrene" og "Pudemanden", at han så afgjort kan andet end at spille revy. Mille Dinesen får som fortælleren lejlighed til at vise en finere og mere afdæmpet side af sit talent – og det klæder hende.

Simon Stephens dramatisering af Mark Haddons roman "The Curious Incident of the Dog in the Night-time" viser sig også at være et kvalitetsstykke, en begavet og følsom teatermosaik, der vil os noget. Portrættet af den autistiske unge mand og hans verden har mange flere og finere nuancer end f.eks. "Rain man".

Eilev Skinnarmos scenografi afspejler desuden på forunderlig vis hovedpersonens stadig mere kaotiske univers, og hjælper publikum til at forstå dette for mange uforstålige handikap.

Det samlede resultat bliver dermed en teateroplevelse af de sjældne, og DEN MYSTISKE SAG OM HUNDEN I NATTEN bør skabe kø foran billetlugen på Betty Nansen Teater.