Forside

logo logo logo

 

WHAT RICHARD DID
★★★★

Instruktører som Jim Sheridan og Neil Jordan sørgede i en årrække for at irske film opnåede international bevågenhed. Senere er der desværre blevet længere mellem snapsene, men den musikalske kærlighedfilm "Once" vandt da både en Oscar og dannede grundlaget for en Broadway-musical.

WHAT RICHARD DID rummer mange kvaliteter, som har fået publikum til at holde af de irske film såsom nænsomme
kærlighedsscener, humor og den tilsyneladende spontane sang, når man mødes. Vi slipper gudskelov for den religiøse konflikt mellem protestanter og katolikker, men religionens rolle i samfundet belyses med respekt. Og atter engang konfronteres vi med det nationaltraumatiske forhold til alkohol.

WHAT RICHARD DID svælger dog ikke i den efterfølgende vold, som så mange engelske film har gjort det, for
instruktøren Lenny Abrahamson er heldigvis mere interesseret i hvad volden gør ved menneskene rent psykologisk.

Fotografen David Grennan har på forbilledlig vis indfanget sårbarheden og rådvildheden hos filmens unge skuespillere. WHAT RICHARD DID savner dog en smule fremdrift og en sidehistorie kunne også have gavnet det endelige resultat. F.eks. virker rollen som den skandinaviske far underligt påklistret, hvor meget danske Lars Mikkelsen end forsøger at give den dybde.

Spørgsmålet om synd og hvorvidt man kan leve med sin synd har nok særlig relevans i den katolske del af Irland, men til gengæld forekommer spørgsmålet om moral mindst ligeså relevant herhjemme.