FADEREN

★★★★★☆

Søren Sætter-Lassen er tilbage på scenen i Det Kongelige skuespilhus, hvor han nær mistede livet, da en scenografi væltede ned over ham. På medspilleren Ghita Nørbys foranledning gik han ved fremkaldelserne et lille skridt frem på scenen, hvorefter bifaldet bragede løs. Men forestillingens scenograf Maja Ravn, der stod på hans anden side, fik da også et kærligt klem.

Titelrollen i August Strindbergs FADEREN er krævende, og Søren Sætter-Lassen skåner ikke sig selv. Han ligner muligvis ikke en gammel soldat, men han kan spille sig til det meste. Man kan mene, at denne fader lige lovligt tidligt fremstår som en latterlig idiot, men desperationen vokser støt i løbet af forestillingen. I Thomas Bendixens iscenesættelse hersker der ingen tvivl om, at denne fader bliver sindsyg – hvis han da ikke var det i forevejen.

Man tror på, at Bodil Jørgensens intelligente hustru altid har følt sig overlegen i forhold til andre mænd og hun har været det med god grund. Bodil Jørgensen yder en af sine fineste hovedrollepræstationer som denne kuldslået kvinde, der starter som hvid og uskyldsren, men ender som en dødens engel i sort.

Dermed markeres et skæbnemæssigt slægtskab til Ghita Nørbys dystre mørkklædte amme, der synes dømt til at leve af nådens brød i en mandsdomineret verden. Det er den verden som hustruen gør oprør mod, samtidig med at det antydes, at ammens dage i huset er talte, når først hustruen overtager styringen. Også datteren iklædes mod slutningen en sort dragt, for hun er jo i sidste ende sin mors datter.