Forside

logo logo logo

 

THOR: THE DARK WORLD - 3D
★★★★★

De nordiske guder har været udsat for lidt af hvert på det sidste, senest en temmelig rædsom børneforestilling på Folketeatret. Den anden ødsle spillefilm om guden Thor er da heller ikke på højde med den første, men det kan hænge sammen med at Kenneth Branagh ikke længere sidder i instruktørstolen.

Den har Alan Taylor overtaget, han er mest kendt som instruktør på diverse TV-serier samt Iben Hjejle-filmen "The Emperor's New Clohtes". Resultatet virker i al fald underligt rodet og uinspireret.

Chris Hemsworth og Natalie Portman må stadig siges at være et attraktivt par, men skuespilmæssigt bringer filmen dem ikke videre i karriererne. Anthony Hopkins virker direkte udkørt som Odin, og han behøver endda kun at holde eet øje åbent. Heldigvis forstår Stellan Skarsgård at sætte lidt fut i filmen - både med og uden underbukser - som gal videnskabsmand.

3D-effekterne fungerer også denne gang - godt hjulpet på vej af Brian Tylers pompøse musik - selvom genbrug i denne forbindelse ikke er et plus. Efter en række smukke skitser, der pepper de afsluttende tekster en del op, får vi en forsmag på endnu en Thor-film, hvilket forekommer direkte ugudeligt.