Forside

logo

 

TIL DRENG FRA BÆST

At Thomas Hwan er en dygtig skuespiller, skal der ikke herske tvivl om. Så meget desto mere irriterende virker det, når han og Det Kongelige Teater vælger at sløse med talentet, som det sker i Det Røde Rums TIL DRENG FRA BÆST. Her tumler han det meste af tiden bare rundt halvt eller helt i mørke, mens han olmt sparker og slår på ting. Han kravler fra tid til anden op på og ind i et bur, mens han brøler som et vilddyr...et bæst? Trods sur attitude får han lokket nogle publikummer på scenen som han så skælder ud, uanset hvad de gør. Til sidst siger han så undskyld til en køn ung pige, og det er så det.

Eksperimentet går på hvor langt man kan få publikum til at gå og hvor meget man kan tillade sig at byde publikum. Det
eksperiment kender man fra diverse internationale kunstnere, der har stillet sig selv til rådighed - ofte med livet som indsats. Herhjemme husker vi det bl.a. fra den Pasolini-inspirerede Villa Salo på Østerbro, hvor man på raffineret vis legede med både publikums og egne grænser.

Det royale eksperiment synes derimod blottet for raffinementer, og Thomas Hwan mangler simpelthen en karakter at spille. Bortset fra slutscenen bestille han ikke andet end at være vred. Det bliver trættende i længden og efterlader os ganske urimeligt med et indtryk af en eensporet skuespiller uden egentlig interesse for at kommunikere med sit publikum. Han virker ganske ladt i stikken af instruktøren Palle Steen Christensen, der også har stået for den defuse scenografi og de forvirrende kostumer.

TIL DRENG FRA BÆST kan ses som en hån mod det professionelle teater. Det ville dog klæde Thomas Hwan, hvis han næste gang påtog sig en rigtig rolle, der gav ham mulighed for at vise, at han kan andet end udvendigt fysisk teater. At han også evner at formidle komplekse og dybe følelser med sjæl.