ET JULEEVENTYR

★★★★☆☆

Charles Dickens’ ET JULEEVENTYR er ikke for småbørn, og bliver den spillet som tandløst småbørnsteater, forråder man
forlæget. Den fejl begår man heldigvis ikke på "Bernard Olsens Teateret", der regnes for en del af Frilandsmuseet og som låner en klædelig historisk atmosfære til forestillingen.

En fabelagtig Casper Crump spiller med stort overskud den hidtil mest skræmmende gnier, man har set, og placerer sig samtidig som karakterkomiker af format. Med voldsomme pludselige udbrud af vrede og angst får han publikum til at lette fra sæderne af forskrækkelse, men det bragende bifald til slut vidnede om, at man havde nydt Crumps dristige udspil.

De øvrige medvirkende når desværre ikke op på samme niveau, selvom Benjamin Kitter bestemt har sine øjeblikke som diverse ånder- godt hjulpet af forestillingens fantasifulde kostumer og sminke. Anette Hansens scenografi udnytter også fornemt de sparsomme tekniske muligheder, teatret råder over, ved hjælp af en lille mobil himmelseng, der også kan bruges som filmlærred.

Historien kunne være klarere fortalt i Kaare Bluitgens gendigtning og Peter Dargers instruktion, men de voksne har for en gang skyld noget at more sig over til en såkaldt familieforestilling. Og man behøver ikke bekymre sig om hvorvidt de store børn forstår det hele, der sker nok på scenen til at de føler sig underholdt.

Sangene bør man ikke forvente at høre igen på nogen hitliste, men de bidrager på den anden side til stemningen i en skæv – til tider dyster – men også vildt morsom og ganske original juleforestilling.