ENDER’S GAME

★★★☆☆☆

Det største problem med ENDER’S GAME er, at den får premiere efter "Gravity", der netop har sat ny standard for science fiction-film. Så på trods af at effekternes standard ligger over middel, så ved vi nu, det kan gøres endnu bedre.

Heldigvis for distributørerne er målgruppen for ENDER’S GAME en del yngre og filmen vil givet glæde mange af de unge, der oplever et tomrum efter Harry Potter-serien sluttede. Med lidt god vilje kan man da også se ENDER’S GAME som Harry Potter i rummet, hvor Hogwarts er skiftet ud med et militærakademi.

Her huserer Harrison Ford, der til lejligheden har fået en ordenlig omgang creme og pudder. Men øjnene afslører, at han blot går og venter på en æres-Oscar for lang og tro tjeneste, så han kan trække sig tilbage.

Asa Butterfield (Martin Scorsese’s "Hugo") bekræfter som militærakademiets mønsterelev, at han hører blandt de mere interessante unge navne i Hollywood p.t.. Han får selskab af Oscar-nominerede teenagepiger som Hailee Steinfeld ("True Grit") og Abigail Breslin ("Little Miss Sunshine") samt veteraner som Ben Kingsley og Viola Davis.

Instruktøren Gavin Hood har instrueret kyndigt og en anelse upersonligt. En efterfølger ligger dog lige for, og med en titel som ENDER’S GAME undgår vi næppe diverse computerspil.