THE LOST DAUGHTER

★★★★★☆

Efter en række interessante præstationer modtog Maggie Gyllenhaal sin første Oscar-nominering for den herhjemme urimeligt oversete "Crazy Heart" med Jeff Bridges i sit livs rolle som forsumpet countrysanger.

Nu får hun sig en overbevisende debut som filminstruktør med det psykologiske drama THE LOST DAUGHTER, som hun også har skrevet et forbilledligt Oscar-nomineret manuskript til efter forlæg af Elena Ferrante ("Min geniale veninde").

Olivia Colman ("The Favourite"), der åbenbart ikke kan gøre noget forkert i disse år, leverer endnu en pragtpræstation som en kuldslået kvinde, der under et ferieophold bliver mindet om sit traumatiske moderskab.

Jessie Buckley ("Wild Rose") giver et hjertegribende portræt af den unge udgave af kvinden, og såvel Colman og Buckley har modtaget Oscar-nomineringer for deres spil i henholdsvis hoved- og birolle. Dakota Johnson ("Fifty Shades of Grey") yder tilmed noget, der kunne minde om en skuespillerpræstation som en ung mor med problemer.

Gamle Ed Harris ("The Hours") får alt ud af rollen som en lokal beboer med et godt øje til den modne enlige kvinde i ferieparadiset, og Paul Mescal (ham den nuttede fra TV-serien "Normal People") giver et attraktivt bud på rollen som hjælpsom tjener, hvis opmærksomhed vor hovedperson foretrækker.

Samtlige roller spilles med overbevisning, men det er naturligvis Olivia Colman, der bærer den tungeste byrde som traumatiseret kvinde ude af kontrol. Da hun allerede har en Oscar-statuette på hylden for "The Favourite" regnes hun ironisk nok ikke for favorit, og hun er også oppe imod Jessica Chastain ("The Eyes of Tammy Faye") i sit livs rolle, men man skal aldrig undervurdere Olivia Colman.