KRAG & VIRKNER

★★★☆


Hvordan gengiver man bedst et menneskes liv på film? Gennem fiktionens iscenesatte drama eller gennem dokumentarens saglige virkelighedsgengivelse? Det intrikate spørgsmål har instruktøren Thure Lindhardt bag DR’s nye dramadokumentar KRAG & VIRKNER om forhenværende statsminister Jens Otto Krag og skuespiller Helle Virkner nok grublet en del over. Og ja, det er skuespilleren Thure Lindhardt. Valget faldt på en blanding mellem fiktion og fakta eller med et moderne og hipt udtryk en hybrid. 

For flere ældre læsere står ægteparret Jens Otto Krag og Helle Virkner nærmest som to mytiske skikkelser i nyere danmarkshistorie. Jens Otto Krag var først en driftig udenrigsminister og siden statsministeren, der var med til at føre Danmark videre fra anden verdenskrigs ruindynger og frem til velfærdssamfundets goder. Heller Virkner var en særdeles dygtig og alsidig skuespillerinde, der satte sig store aftryk på dansk teater og film i anden halvdel af det tyvende århundrede. De to forende det intellektuelle med det kunstneriske. Og det celebre par blev af mange og ikke uden grund sammenlignet med John. F. Kennedy og Jacqueline Kennedy.

I den kronologisk fremadskridende dramadokumentar KRAG & VIRKNER skildres både den politiske danmarkshistorie og parrets personlige historie. Det er en historie fyldt med store op- og nedture, men mest af alt en historie mange mennesker spejlede sig i, mens den udfoldede sig i pressen og på tv. Deres fælles og indbyrdes liv var vitterligt en kilde til enorm beundring og opmærksomhed i samtiden.

Dokumentaren er sober og forklarende i sin fremstilling og suppleres med velvalgte passager fra Virkners selvbiografi og Krags dagbøger. Ellers beror fortællegrebet på klassiske interviews med politikere, venner og kulturskribenter. Hver og en af de medvirkende er belevne og veltalende. Dertil er balancen mellem det politiske og private velafstemt.

Til at supplere de mange interviews benyttes righoldigt arkivmateriale både i sort/hvid og farve med alt fra højtidelige præsentationer af ministre til hippietidens kulørte indmarch. En del af optagelserne er nok velkendte, mens andre har de færreste set. 

Ydermere sætter underlægningsmusikken den rette tone af idyl og spænding. Undervejs savner man dog lyden af Krags myndige og formanende stemme. Den optræder – bare ikke nok. Det gælder ligeledes Virkners stemme.

Som modsætning til den dokumentariske del har Thure Lindhardt benyttet rekonstruktioner. Han spiller selv Jens Otto Krag, mens Katrine Greis-Rosenthal portrætterer Helle Virkner. At de udseendemæssigt ikke helt ligner Krag og Virkner gør ikke så meget – især ikke den aldrende Jens Otto Krag. Og de spiller sågar aldeles godt og indlevende. Det ændrer dog ikke ved det indtryk, at de mange rekonstruktioner virker underligt kunstlet og påklistret. Nærmest som staffage. 

Længden af rekonstruktionerne er også varierende. Fra kortvarige flyvske indslag til længevarende følelsesladede scener. Når man som tilskuer fluks er blevet suget ind i en spændende konflikt, klippes der straks til interviews og arkivmateriale. Det er drønærgerligt, da intentionen med rekonstruktionerne er velment, velgennemtænkt og veludført, men det fungerer desværre bare ikke, når de skal indgå i en ideelt set yndefuld pendulsvingning med faktadelen. Men de to dele svinger bare ikke sammen, som blandede man salsa med vals i samme dans. Det bliver derfor et ret genreforvirret resultat. Et slags fortællemæssigt gadekryds eller en fejlslagen hybrid.

KRAG & VIRKNER skal stadig roses for at være en lødig og oplysende dokumentar. Man er fristet til at sige, at man gerne så en sammenhængende tv-film udelukkende baseret på rekonstruktionerne. Mon ikke den kommer. Det fortjener DR’s seere.

(Gæsteanmelder: Niels Roe)