NATTEN HAR ØJNE

★★★☆☆☆

Gabriel Bier Gislasons NATTEN HAR ØJNE er endnu et håbløs dansk forsøg på at lave en gyserfilm.

Hvor sæsonens andet danske filmudspil med lesbiske hovedkarakterer fik noget interessant ud af, at filmens hovedkarakterer var lesbiske, forekommer de lesbiske hovedkarakterer i NATTEN HAR ØJNE ganske uinteressante i al deres selvoptagethed.

Der er kun een grund til at se NATTEN HAR ØJNE, og hun hedder Sofie Gråbøl. Hun spiller en magisk svigermor med mærkværdige ritualer, og man er aldrig helt tryg, når hun serverer en drink eller tilbereder et måltid. Vi vil vide mere om denne kvinde, som stjæler al opmærksomhed med sine mørke øjne, der afspejler en dyster sjæl.

Sofie Gråbøl er tydeligvis på sin kunsts højde i år, hvad enten hun spiller sindslidende i filmen "Rose" eller gravid jordmor i TV-serien "Dag & Nat". Hendes indsats i NATTEN HAR ØJNE er en bedre sag værdig, men desværre ikke nok til, at man kan anbefale filmen helhjertet.

David Dencik kæmper ihærdigt for at få noget spændende ud af sin birolle som ortodoks jøde, og klarer sig i al fald bedre end hovedrolleindehaverne Josephine Park og Ellie Kendrick, der drukner i egen sovs.

Teknisk fremstår NATTEN HAR ØJNE ikke værre end så meget andet indenfor denne klichétunge genre, og især lydsiden påkalder sig opmærksomhed, fordi den forhindrer publikum i at falde i søvn.