★★★★★☆
ALAN TURING ****
LISBON FLOOR *****
Årets Copenhagen Opera Festival lå i naturlig forlængelse af Copenhagen Pride og et par af operafestivalens højdepunkter linkede da også til queer-begrebet, som kun er blevet mere komplekst med tiden.
Minioperaen ALAN TURING, en co-produktion mellem operafestivalen og S/H, omhandlede den homoseksuelle matematiker, der brød nazisternes koder under 2. verdenskrig og derved reddede i tusindvis af mennesker fra døden. Men på grund af hans seksualitet blev Alan Turing skamligt behandlet af sin samtid, og derfor er det en svækket mand, vi møder, i hans tragiske tilværelses sidste time.
Man skal ikke forvente nogen fotografisk lighed mellem virkelighedens Alan Turing (eller for den sags skyld Benedict Cumberbatch, der spillede ham i filmen "The Imitation Game") og den sublime kontratenor Albert Montañez, der gestalter Turing på scenen i S/H.
Albert Montañez formår heldigvis at låne vokal tyngde til præstationen, og hans lyse stemme forekommer umanerlig klar og ren i udtrykket. Montañez når også ind til hjertet af Turing i sine fortolkninger af følsomme breve til mødrene, den elskedes og hans egen.
Albert Montañez har også skrevet librettoen til ALAN TURING, der i lighed med Kent Olofsson elektroniske musik afspejer samspillet mellem den menneskelige kreativitet og den kunstige intelligens.
Scenografien er et kvadrat med transparente vægge, hvorpå der både kan projiceres dokumentariske optagelser fra krigens tid samt poetiske portrætter af den unge mand, der blev Turings store uforløste kærlighed.
Vi møder Alan Turing i et aflukket hvidt lokale med en seng og et lille skrivebord. Han er indlagt på en psykiatrisk hospital, året er 1954 og på bordet ligger et rødt forgiftet æble, som var vi i eventyrernes land. De natlige mareridt, hvor tallene myldrer gennem hans hoved, fremtvinger en hæslig insomnia, hvilket kun gør ondt værre.
Tonen såvel som sceneriet i operaen LISBON FLOOR virker nærmest som diametrale modsætninger til forestillingen på S/H. På Takkelloftets scene finder vi nemlig en åben næsten defus lejlighed øverst i et falleret boligkompleks i Portugals hovedstad. Her er fyldt med små rum, og plads til et væld af overraskelser samt et farverigt menageri af groteske personager.
Også denne forestilling synges på engelsk, men det er noget sværere at opfatte alle ordene på Operaens Takkelloft, og man savner danske eller i al fald engelske overtekster.
Handlingen i forfatteren og librettististen Lea Marie Løppenthin manuskript stikker helt af til slut, men vi er godt underholdt stort set hele vejen, og hvornår har man sidst moret sig til en moderne opera?
Den britiske instruktør Natascha Metherell kunne dog med fordel have beskåret manuskriptet, men hendes legesyge er heldigvis godartet. Matias Vestergårds dynamiske og dramatiske musik passer glimrende til handlingen, og er i gode hænder hos dirigenten Robert Houssart og det ganske forrygende orkester, Athelas Sinfonietta.
Rollerne synes alle velbesat med tre stærke kvinder i front: Cecilia Lindwall som Daphne, Frederikke Kampmann som Dorabella og ikke mindst Sophie Haagen som Artemesia, en kvinde der ikke kender til kærlighed, men derimod ved, hvad det vil sige at have astma og skuffelser.
Den velsyngende kontratenor Steffen Jespersen agerer muntert som Gene (Eugene), en selvbestaltet verdensmand, mens Alex Friis Nielsen og Frederik Rolin er smånuttede som homoparret Alex 1 og 2. Især når de ikke kan finde den fælles rugemave med deres kommende baby! Også bassen Thomas D. Hopkinson gør indtryk. Maskulin i stemme og udtryk, men med en næsten foruroligende fascination af børne-kopper.
LISBON FLOOR er et vildt men også vitalt eksperiment, og lige hvad vi savner på de danske operascener, hvis andet end klassikere skal bidrage til fornyelse. Endnu en fjer i hatten for COPENHAGEN OPERA FESTIVAL, der også i 2022 ligner en succes.
(Michael Søby)
