DOBBELT V

★★★★★☆

Teater Grob har taget navneforandring til Blaagaard Teater, og det giver faktisk god mening med et navneskift nu. For selvom Sargun Oshana kom godt fra start som teaterdirektør på Teater Grob med "Som Brødre", har han siden kæmpet forgæves for at frigøre sig fra den linje som Teater Grob har skabt. Navnet "Blaagaard" signalerer en mere farverig fremtid med endnu større lokal forankring men samtidig med globalt udsyn.

DOBBELT V viser sig at være en uhyre veloplagt soloforestilling forfattet af Anna Skov og Wahid Sui Mahmoud med udgangspunkt i Wahid Sui Mahmouds egen baggrund.

Vi møder ham i en brugt Ford Fiesta på en hvid scene på vej ud for at hente sønnen, der går til fodbold.

Wahid Sui Mahmouds jordanske baggrund foldes ud for vore øjne, ikke mindst i portrættet af faren ("læreren"), der lykkedes med at komme til Danmark og skabe et bedre liv for sin søn. Med herlig selvironi og uden at male et glansbillede af sin egen opførsel, hører vi om skoletiden, de første møder med racisme, og om Wahids udvikling fra søn til far. Morsomt beretter han om en kort karriere som hundelufter i Lindevang, og vi får også flere rapindslag og sågar dans.

Iscenesætter Anastasia Nørlund udnytter fikst mulighederne i Laura Løwes scenografi, og sikrer, at Wahid Sui Mahmoud opnår både vokal og fysisk variation i sin præstation. Men forestillingen er og bliver Wahid Sui Mahmouds.

Lige fra starten fanger han vores opmærksomhed med både charme og lune, men vi mærker også den dybe smerte, da han får en henvendelse fra skolen, som mistænker ham for at have slået sit eget barn.
Wahid Sui Mahmoud, der også har både været en del af C:NTACT på Edison, fik sin kongelige debut i 2010 med forestillingen "Præmie Perker", og er uddannet på Den Danske Scenekunstskole i 2017. På film har han bl.a. gjort sig bemærket i "Vore fædres sønner", der også synes beslægtet med denne forestilling.

Med DOBBELT V rykker Wahid Sui Mahmoud op i en anden liga som skuespiller, og den modenhed, han nu har erhvervet sig i sin kunst, bør afstedkomme flere opgaver til den talentfulde, sjove, karismatiske og musikalske mand.

(Michael Søby)