ERASMUS MONTANUS

★★★★★★

Christian Lollikes ERAMUS MONTANUS på Aarhus Teater var en af spydspidserne i den århusianske kulturby år, og blev med rette hædret med en hel stribe Reumert-priser. Siden gæstespillede den på Østre Gasværk for nu at vende tilbage til stedet, hvor det hele startede. Man fornemmer stadig, hvorfor denne uhyre dristige og skamløst vellykkede opsætning hører til årtiets vigtigste og i al fald den mest radikale Ludvig Holberg-fortolking i dette århundrede.

Christian Lollike anskuer den trygge landsbyidyl i Holbergs ERASMUS MONTANUS som en verden, hvor intet sker, og hvor man end ikke registerer, at jorden er i bevægelse. Men så vender den belæste (eller er det blæste?) bondesøn Rasmus hjem – med nyt navn, nyt tøj og et festfyrværkeri af bevægelser. Århundreders konflikter mellem tro og viden er i risiko for at eksplodere.

Christian Lollike stiller sig ikke tilfreds med blot at lave en fabelagtig person-historie. For den landsbyidyl, som er vores, er lavet af pap. Pludselig dukker en gigantisk pokémon op, mens en gigantisk moské skyder op bag landsbykirken. Denne ERASMUS MONTANUS er ikke blot en naragtig vigtig-Per, men et personangreb på selve danskheden. Påstår han måske ikke, at kristendommen har sin rod i mellemøsten???

Emil Prenter bekræfter indtrykket fra "A Clockwork Orange" (der snart gæstespiller på Teater V i Valby), at han er sin generations største mandlige talent lige nu i rollen som ERASMUS MONTANUS. Her er et overskud af charme, kropslighed og opfindsom teaterleg i smuk symbiose med en formidabel evne til at gøre en tekst levende og nærværende – også for et ungt publikum.

Lollike har med få undertagelser også denne gang sat det øvrige hold med stor kløgt:

Anders Baggesen og Tina Gylling Mortensen formidler rørende to jævne menneskers primitive verdenssyn, og god er også Arian Kashef som ERASMUS MONTANUS’ bror. Her mærker man glimt af sund fornuft og samtidig et vis vemod, der kommer af at have accepteret sin situation. Vel vidende at ingen af de såkaldte lærte herrer nogensinde kunne drømme om at hjælpe ham – end ikke hans bror.

Bjarne Henriksen er grum som potentiel svigerfader til ERASMUS MONTANUS, men Henriksen får også med sin brutalitet mod såvel hustruen som den gifteklare datter understreget, at også i kristne samfund har kvinder i århundreder været undertrykt af brutale mænd. Hans stålsatte datter (Sofie Nolsøe) truer da også med selvmord op til flere gange i håb om at undslippe faderens jernnæve og blive gift med sin Rasmus.

Det ville ikke være en Lollike-forestillingen, hvis han ikke vovede at gå planken ud til sidst – og det gør han heldigvis. Og vi erfarer, hvor grimt det egentlig er, når danskheden bliver tvunget ned i halsen på folk – fremfor at være et tilbud, der er åben for alle.
ERASMUS MONTANUS er og bliver en triumf af de store – visionært og skingrende vanvittig teater, når det er allerbedst.

(Michael Søby)