DET EUROPÆISKE SLAGTEHUS

★★★☆☆☆

Man skal ikke vente så meget som anstrøg af Shakespeares poesi i DET EUROPÆISKE SLAGTEHUS, Odense Teaters største satsning nogensinde. "Frit efter Shakespeares voldscyklus kaldet Rosekrigene" står der i programmet og det skal man tage alvorligt. Faktisk kan man diskutere, om det er i orden kun at fokusere på volden i stykkerne og helt se bort fra de sproglige finesser, der har gjort ham til den mest levedygtige af alle verdens dramatikere.

Tue Biering har klogeligt reduceret spillelængden til lidt over fem timer, hvilket stadig føles udmarvende, selvom for folk, der har har nydt 11 timer lange forestillinger. Det skyldes især en ligefrem kvalmende blodrus, der hverken skåner børn eller gamle, og som sine steder grænser til det perverse. Der var også en del uro blandt teatergæsterne, og flere forlod deres pladser undervejs.

Iscenesætteren Tue Biering synes primært at ville belyse, hvor meget blod, der gennem tiden har flydt, foranledet af diverse monarker, og han påpeger også en række magtmekanismer, der mere eller mindre søgt relaterer til vor tid. De største psykopater i øjeblikket synes dog ikke at være monarkiets repræsentanter, og derfor virker dette langstrakte voldsorgie sært irrelevant. Jo, der er hints, der peger i retningen af Ukraine og Rusland, men de drukner som så meget andet i blod.

Odense Teaters dygtige skuespillerensemble har som en del af processen selv været med til lege replikkerne frem. Men det er som om, at de ikke i tilstrækkelig grad har fået tid og plads til det karakterarbejde, som er en forudsætning for, at Shakespeares tanker folder sig ud. Tue Biering foretrækker tilsyneladende tegneserie-versionerne, og kirkens mand (typisk for vor tid spillet af en kvinde) bliver således reduceret til en fjollet vittighed, uden at vi for alvor fornemmer kirkens komplekse rolle i samfundet. Flere gange oplever vi tilløb til skuespil med dybde, men Biering zapper hurtigt videre til nye dødsfald.

Den relativ defuse scenografi får ikke megem hjælp af lyset, og resultatet er, at publikum ingen anelse har om, hvor de skal se hen, og derfor kan miste afgørende detaljer i fortællingen. Historiske kostumer og mere nutidige rekvisitter (bl.a mobiltelefoner) mixes i et sært tildløst univers på en ret uskøn måde,

Vi bliver løbende bedt om at forestille os det ene og det andet, og det gør vi så. Man forlader dog teatret med en følelse af, at Tue Biering faktisk hellere vil fortælle en anden historie end Shakespeares? Og man får sådan et lyst til at sige til ham: Forstil dig, at du rent faktisk lavede en Shakespeare-forestilling i stedet for at tro, at det manuskript, som ingen tager ansvaret for i programmet, skulle være bedre?

(Michael Søby)