SMILE

★☆☆☆☆☆

Den premiereaktuelle spillefilm SMILE har – trods samme titel – absolut intet at gøre med Michael Ritchies komedie fra 1975 eller for den sags skyld Charles Chaplins uforglemmelige filmmelodi fra mesterværket "Moderne tider".

Den nye SMILE er blot endnu en af disse slamgysere, der aldrig burde have haft dansk premiere.

Hvad gør denne film særlig ulækker er dens måde at koble et alvorligt problem som psykisk sygdom med banal splat. Værst af alt synes filmens pointe at være, at man bør holde sig fra fra psykisk syge. Så kan det næsten ikke blive mere usmageligt.

Lægen Rose Cotter overværer en smilende patients bizarre selvmord, og snart bliver hun opmærksom på en kæde af tilfælde, hvor folk, der har været vidne til selvmord tilsyneladende selv tager livet af sig.

Efter en birolle i den fremragende Kate Winslet-serie "Mare of Easttown" er Sosie Bacon nu avanceret til en hovedrolle i SMILE, men hvis det er film af denne type, hun vil spilde sit talent på, fortjener hun en degradering snarest.

Den spillefilmsdebuterende instruktør Parker Finn må gerne begrænse sig til kortfilm i fremtiden, da næsten to timer med lutter klamme gys må siges at være mere end rigeligt.

Der er med andre ord ikke meget at smile af i SMILE, så hvorfor spilde tid og penge på den?