KANSAS, ER DU DØD?

★★☆☆☆☆

Kunstnerkollektivet FAMILIEN har med en ambitiøs trilogi forsøgt at afdække de forskelle, vi har om hinanden på tværs af sociale skel i Danmark.

Første del "En landsby på højkant" udspillede sig i et nedrivningtruet højhus på Amager, hvor vi besøgte flere af beboerne i højhusene, som fortalte om deres dagligdag og hvordan de havde det med, at deres hjem skulle rives ned.

"Første Parket", trilogiens anden del udspillede sig i Charlottenlund – i en villa med have. Her mødte vi de såkaldte priviligerede, men fik også selv til opgave at fordele en arv.

Begge dele bidrog til en vis indsigt og aflivede enkelte fordomme – samtidig med at man som publikum følte sig underholdt.

Tredje og sidste del udspiller sig i en ikke så fjern fremtid på Nyhavnsteatret Får302, og er desværre en fæl skuffelse.

En sært affekteret kvinde, der virker malplaceret i Kansas-tøj, inviteres indenfor på teatret, der er omdannet til et museum for den forsvundne og formodet afdøde Kansas. Han blev folkehelt og genstand for en hel bevægelse, efter at han som en anden Robin Hood havde hacket sig til penge, som han gav til de fattige arbejdere. Inklusiv hans egen mor Vibse, som så i det mindste kom på en velfortjent ferie, når hun nu manglede nogle få uger i at kunne få Arne-pension.

Det eneste interessante i det pseudo-agtige museum viser sig at være en tidslinje for hændelserne i 2023, der førte frem til at Kansas-bevægelsen blev opstillingsberettiget til folketingsvalget med en forventet jordskredssejr i udsigt.

Hans gamle mor Vibse sidder på scenen ved et bord og lægger puslespil, mens Kansas’ indtalte dagbog afspilles for os. Hans er totalt intetsigende og gør det på ingen måde troværdigt, at han skulle være genstand for nogen bevægelse, og det eneste livgivende til forestillingen er moderens små afbræk, der tyder på, at hun ikke synes, at sønnen er helt så fantastisk, som bevægelsen gør.

Som publilkum føler man sig til grin over at skulle sidde og lytte til Kansas’ åndsvage udtalelser det meste af tiden. Forestillingens absolut eneste forsonende element er Petrine Agger, der med tør humor og træt krop får tegnet et portræt af martyrens gamle mor.

Den affekterede guide får desværre den ide, at moderen skal have en hyldestsang, hvilket overhovedet ikke giver mening, eftersom det var moderen, der muligvis var skyld i, at sønnen er død, eftersom hun sendte ham en sporbar fødselsdagshilsen.

Sangen, der er baseret på Dolly Partons "9 to 5", er så forfærdelig skrevet og sunget, at man priser sig lykkelig for, at forestillingen slutter næsten en halv time tidligere end annonceret.

Men hvor er det dog trist, at et så spændende projekt skal fuse ud på denne måde – vi var under 10 publikummer i en sal, hvor der kan være mindst 50.

Forestillingens iscenesætter Lene Skytt bør gøre sig selv og publikum en tjeneste, og lukke forestillingen ned øjeblikkeligt, og så håbe, at en dygtig skuespiller som Petrine Agger får noget ordentlig materiale at arbejde med næsten gang, hun skal optræde på en scene. Det skylder man hende.

 

(Michael Søby)