BEAUVOIR

★★★★☆☆

Der er god grund til at tage forestillingens undertitel – en teatralsk forelæsning – alvorligt, for den sorte teaterhest på vesterbro springer aldrig over, hvor gærdet er lavest.

De fortræffelige skuespillerinder Sarah Boberg og Ellen Hillingsø prøver virkelig at trænge til bunds i den franske forfatter og filosof Simone Beauvoirs hovedværk "Det andet køn" og formidler det svære stof så klart som muligt uden at forråde det.

Men Simone de Beauvoirs kloge ord viser sig at være svære at dramatisere. Så fremstod Eileen Atkins’ udgave af Virginia Woolfs beslægtede forelæsning "A Room of One’s Own" trods alt mere teatralsk.

For nogle år siden tegnede Martin Provosts "Violette" ad omveje et fascinende portræt af Simone de Beauvoir, og måske man i højere grad skulle have bevæget sig den vej fremfor dette forsøg på at opbløde et primært akademisk stof?

Forestillingens første del fungerer bedst på scenen. Her får vi på legende vis en fin introduktion til bogens radikale hovedtese om, at kønnens forskellighed ikke er biologisk bestemt, men primært en social og kulturel konstruktion. "Man fødes ikke som kvinde, man bliver det."

I overgangene mellem forestillingens tre dele præsenteres vi for videooptagelser af fire meget forskellige mennesker (Moeisha Ali Aden, Cecilie Nørgaard, Eva Smith og Ditlev Tamm), der alle har beskæftiget sig med kønsspørgsmål i litterære sammenhænge og privat.

Det giver de to skuespillerinder mulighed for at skifte tøj til forestillingens historiske del, hvor to tørresnorre med historisk signifikante klenodier udvalgt af scenografen Marianne Nilsson skal bidrage til forståelsen.

Sarah Boberg og Ellen Hillingsø optræder nu i klassiske husmoder-kostumer med forklæde og opvask som en del af pakken. Denne gang må de ironisk nok ty til tallerknerne i opvaskebaljen, da porcelænet er forsynet med ord. Mange ord. Da der på premiere-eftermiddagen tilsyneladende er gået kludder i rækkefølgen virker denne del af tekstformidlingen underlig ufri i modsætning til første del, hvor skuespillerinderne havde lært teksterne udenad.

Efter endnu en runde med overvejelser om køn (f.eks. fordelene og ulemperne ved dit køn?), er vi klar til sidste del. Her speakes ordene herligt provokerende af en mand, mens kvinderne blot agerer. En fræk ide, der desværre ikke virker optimalt. For hvor dygtigt ordene end læses af en i programmet ukrediteret mand, så undgår denne form ikke at kede, og man ville formodentlig have fået større udbytte af at læse ordene selv.

Man ærgrer sig over, at den begavede iscenesætter Christoffer Berdal ikke har haft held til i mere udpræget grad at betone forestillingens teatralske del – vi er trods alt ikke til en universitetsforelæsning, men i et teater på vesterbro.

Når det er sagt – eller i al fald skrevet, tør man alligevel godt anbefale forestillingen helhjertet, fordi de centrale kvinder – Sarah Boberg, Ellen Hillingsø og ikke mindst Simone de Beauvoir – heldigvis altid er værd at bruge tid på.

(Michael Søby)