★★★★★☆
Det vakte opsigt, da Akira Kurosawas film "Rashomon" blev vist på filmfestivalen i Venedig i 1951. Filmen skildrede den samme begivenhed fra forskellige synsvinkler og satte dermed publikum på en mental prøve. Det samme snedige fortællegreb gør sig gældende i den franske film ANKLAGEN. Filmen er instrueret af Yvan Attal, og som titlen antyder, er filmens grundkonflikt en anklage. En af de værste af slagsen – nemlig en anklage om voldtægt.
Den unge Alexandre (Ben Attal) studerer til ingeniør ved eliteuniversitet Stanford i USA, men er hjemme på en kort familievisit. Men under hans ophold bliver han anklaget for en voldtægt i forbindelse med en fest. Alexandres far Jean (Pierre Arditi) er en ombejlet tv-vært, og moren Claire (Charlotte Gainsbourg) er en populær feministisk debattør. De er skilt, men tvinges til at samarbejde i et følelsesladet forsvar for sønnens uskyld. Især Claire stilles i en ufattelig svær situation.
ANKLAGEN er fortalt gennem flere klare tidsspring frem og tilbage over flere år. Centralt står episoden, der har udløst anklagen om voldtægt. Den fragmenterede fortælleform kunne let opleves som en rundtosset karruseltur, men de forskellige fortælletråde væves via klipningen sikkert ind og ud af hinanden uden det fremstår kludret.
Yvan Attals ANKLAGEN er en film med stor og overbevisende patos. Det kræver derfor et stort emotionelt engagement af filmens skuespillere, der alle overbeviser som mennesker i livets sværeste og sorteste stunder.
Især Ben Attal som Alexandre og Suzanne Jouannet som Mila er særdeles troværdige i rollerne som muligt offer og mulig gerningsmand. Begge roller kan let overspilles, men som karakterer opnår de begge tilskuerens sympati, hvilket gør sandheden om voldtægten i ANKLAGEN så vanvittig svær at finde frem til. Charlotte Gainsbourg skal også roses for sit rørende portræt af en kvinde, der er splittet mellem sin politiske idealisme og sit moderinstinkt.
Et andet interessant element i filmen er klasseskildringen. Her fornemmer man tydeligt filmens iboende samfundskritik. Vi kommer eksempelvis ind i tv-værten Jeans liebhaverlejlighed og i en jødisk kvindes beskedne lejlighed. Indimellem er filmen tæt på at falde i klichefyldte fælder såsom dens portræt af overklassens dekadence og distance, men det virker alligevel autentisk langt det meste af filmen.
At filmen desuden er meget aktuel i forhold til diskussionen om samtykke er kun et stort plus.
ANKLAGEN er ikke en film, der higer efter lette løsninger eller retter en byge af uforsonlige anklager.
Den er nærmere et begavet psykologisk tankespil. Et karakterstudie, hvor tilskueren til tider ikke kan finde op og ned i begivenhedernes virkelige forløb. Om der er hold i anklagen i ANKLAGEN, må tilskueren selv afgøre.
(Gæsteanmelder: Niels Roe)
