5 KVARTER VED 200 GRADER

★★★★★☆

TEATRET er en teaterinstitution, som scenografen Gitte Baastrup og hendes mand skuespiller/instruktør & manuskriptforfatter Hans Rønne stiftede i 2004 bl.a. med henblik på at skabe forestillinge med eksistentielt indhold. Det har de i den grad levet op til, og 5 KVARTER VED 200 GRADER, der gæstespiller på Teater V i Valby, hører blandt deres allersjoveste.

Det vittige manuskript er forfattet af far og svigersøn, Hans Rønne og Thomas Clausen Rønne, og stykket emmer af lun livsvisdom med mange skarpe iagtagelser om generationskløften i forhold til klimaspørgsmål og påsketraditioner.

Det er dagen før påske, da højskolelæreren Toke og hans svigerfader, en religiøs landmand, er kørt til Sverige for at møde Tokes far i denne sommerhus. Her skal de tilberede en påskemenu, så alt er parat, når kvinderne ankommer den følgende dag.

Men det bliver snart klart, at der er stor uenighed om påskemenuen, og uenighederne stikker dybere end som så. Ikke mindst Tokes antiautoritære far, der bliver stadig mere dominerende i takt med, at alkoholen ryger indenbords, har ikke meget til overs for hverken landmænd eller religion.

Bo Stendell Larsen spiller ham aldeles overdådigt, et festfyrværkeri af uforskammetheder og en sand livsnyder – på godt og ondt.

Overfor ham står hans modpol, en sylespids Bue Wandahl som svigerfaderen: En tilsyneladende mild og blid mand, men stilfærdigt insisterende på spørgsmål om dåb og landbrug. Hykleriet fornægter sig heller ikke – slet ikke i forhold til alkohol, men i Bue Wandahls hænder bliver han heldigvis aldrig en karikatur.

Thomas Clausen Rønne er Toke, den yngre mand, der har den umulige opgave at mægle mellem to gamle stålsatte herrer, mens maden tilberedes. Man fornemmer af en enkel mobilsamtale med hustruen, at Toke i det hele taget har svært ved at komme til orde, og når den ene hånd sitrer og bæver, får også han behov for at "dele en øl". I Thomas Clausen Rønnes vidunderligt underspillede og samtidig detaljerige præstation aner vi en moderne følsom mands kroniske stress over at skulle tilpasse sig uden selv at blive hørt.

De tre mesterlige skuespillerpræstationer er på elegant vis tilpasset hinanden i Hans Rønnes fintmærkende iscenesættelse, og Gitte Baastrups møbelkaos illustrerer på udmærket vis den kaotiske verden, hvori tre fortabte mænd forsøger at skabe en sammenhæng – i form af en påskefrokost.

Forestillingens titel henviser også til dens længde, omend de mange latterudbrud og det efterfølgende bifald gør, at 5 KVARTER VED 200 GRADER snarere kommer op i nærheden af halvanden time. Gudskelov – for man nyder hvert et øjeblik.

(Michael Søby)