KÆRLIGHEDENS SUPERHELTE

★★★★☆☆

Den italienske manuskriptforfatter og instruktør Paolo Genovese er herhjemme mest kendt for ordrige komediedramaer som "Perfect Strangers" og "The Place". Med det romantiske komediedrama KÆRLIGHEDENS SUPERHELTE har han ikke blot skabt sin foreløbig bedste film, men også den mest populære.

KÆRLIGHEDENS SUPERHELTE ("Supereroi") beskriver mødet mellem to højst umage mennesker, der alligevel bliver en form for par. Han er en nørdet forsker med autistiske træk og hun fremstår som en impulsiv kvinde, der vil lave en tegneserie om KÆRLIGHEDENS SUPERHELTE: Mennesker, der både lever og overlever i et parforhold. Vi følger deres opture og nedturer – med eller uden jalousi, og Paolo Genovese gør god brug af locationoptagelser i Toscana, Rom og København.

Men også denne gang er det skuespillerne, der bærer filmen, og både Alessandro Borghi (Sulla Mia Pelle) og Jasmine Trinca (der fik sit gennembrud som søsteren Nanni Morettis guldpalmevinder "Sønnens værelse") yder karismatiske præstationer.
Charmetrolden Vinicio Marchioni ("20 Cigarettes) og Greta Scarano (der gjorde indtryk i Mafia-dramaet "Suburra") yder bemærkelsesværdige birollepræstationer.

Paolo Genovese formår at få hele tegneserie-aspektet til at afspejle sig i KÆRLIGHEDENS SUPERHELTES visuelle udtryk på smukkeste vis, og filmen er med andre ord noget mere seværdig end mange af de amerikanske film fra samme genre, som vi belemres med i disse år. Dejligt er det også, at der igen er en italiensk film i officiel dansk distribution – dem får vi ikke få mange af i disse år, og det boblende sprog er i sig selv en fornøjelse.